Langdistanceforhold...

.... Eller så langt er det jo heller ikke. 40 kilometer. Men så alligevel. For vi er ikke længere en del af hinandens hverdag som sådan. Vi går i hver vores skole, har hver vores venner, hver vores liv. Og så kan vi så måske ses når det bliver weekend. For det er jo også med leve det der liv, ikke? Man skal liiiige huske alle omkring én. Man skal feste med sine venner, man skal passe sit arbejde. Og sin kæreste. I min verden har kærestetid første protiet. Jeg vil gøre alt for det. Men jeg ved jo godt, at uanset hvor meget jeg end gerne ville, så bliver jeg nødt til at lave andet engang i mellem, end bare at ligge i sengen og se Rasmus i øjnene hver weekend. Jeg bliver nødt til at tage til introfest i aften, og jeg bliver nødt til at tage på arbejde på søndag. Jeg bliver nødt til at indse, at dette er en af de weekender, hvor jeg ikke skal vågne et godt stykke oppe ad dagen med min Honey ved siden af mig. Og ikke have andet på programmet end kærestetid. For vi kommer ikke til at se hinanden denne weekend. Overhovedet.

Det er hårdt, det er det da. Og jeg ved godt, at der kommer mange weekender som denne, hvor vi begge to skal en masse ting på forskellige tidspunkter, som derfor udelukker chancen for kærestetid. Men det er bare ikke sjovt. Faktisk, så er det noget af det værste, jeg ved. Selvfølgelig hjalp det lidt, at vi var sammen fra i går aftes klokken 21.30 til i morges klokken 8. Men så snart han gik over vejen efter at have fulgt mig i skole, sank jeg bare væk i mit lille univers af savn. Det er ikke til at holde ud. Jeg er glad for, at Skype findes, men på den anden side, så får det mig også bare til at blive endnu mere frustreret over, at virkeligheden er skruet sammen på denne måde. Skuet sammen med 40 kilometer mellem den vigtigste person i mit liv og mig.

Jeg tror, Rasmus er bedre til at håndtere dette, end jeg er. Jeg vil i dette sekund sige foran hele blogland, at jeg meget sjældent føler mig sådan RIGTIG glad. Der er konstant en lille klump i halsen, som kun forsvinder så snart jeg kan se min elskede kærestefyr komme gående mod mig efter flere dage væk fra hinanden. Men så snart han går igen, kommer klumpen tilbage. Der skal intet til at slå mig ud, og jeg føler mig skrøbelig indeni. Noget, jeg ellers aldrig har gjort før.

Det gør mig ked af det, at vi oplever vores liv hver for sig, når nu det, vi aller helst vil, er at opleve det sammen. Jeg vil nok også godt indrømme, at jeg har fået en lidt skæv start på gymnasiet, og at savnet til Ham ikke ligefrem gør det bedre. Jeg har liiiidt svært ved at være sammen med alle de nye mennesker, når nu de eneste mennesker, jeg i virkeligheden har lyst til at være sammen med, er dem fra VGE. Og Rasmus især.

Selvom det er hårdt nu, så ved jeg, at det nok skal gå. Men jeg ved også, at det ikke bliver lettere. Jeg ved, at jeg ikke kan vænne mig til at undvære ham, og selvom det måske er lidt langt at tænke, så hjælper tanken om, at "jeg bare skal klare to år og så kan vi flytte sammen" faktisk ret meget.

Jeg ved, at han er min eneste ene. Men det er bare SÅ hårdt at savne hinanden hele tiden, og det har derfor givet anledninger til et par 'skænderier' af de helt store. Det knuser mit hjerte at jeg kan sige sådan nogle onde ting til ham, men det er simpelthen så frustrerende at være kærester på denne måde uden at kunne gøre noget ved det. Jeg - og mange andre sikkert også - bliver sådan lidt ved siden af sig selv når man længes så inderligt efter noget eller nogen, og derfor kan det godt ende ud i nogle ufrivillige flip.

Han er min kæreste og bedste ven og jeg kan umuligt forestille mig at leve uden ham. Jeg elsker ham så højt, vi hænger sammen og uanset hvad, så vil jeg altid være ved hans side ♥

// Nanna